I. W. HVIDBERG

Etableret 1780 i København


I 1780 var København stadig en lille by, indrammet af sine gamle volde – et koncentreret handelscentrum, hvor ambition, håndværk og internationale forbindelser krydsede hinanden. Danmark befandt sig i en forholdsvis stabil periode, og byens handelsliv udviklede sig i takt med tidens muligheder.

Det var i dette miljø, at Henrik Hansen Lund, en ven af Michael Pedersen Kierkegaard (far til filosoffen Søren Kierkegaard), grundlagde en silkehandel i Nygade 6. En af Henriks sønner blev senere kendt som naturforskeren Peter W. Lund, mens to andre sønner giftede sig med Søren Kierkegaards søstre. Henrik drev forretningen frem til sin død 1820, hvorefter først Henriks søn Johan Christian Lund, og derefter i 1826 Josias Daniel Hansen Schmidt, tog over.

Illustration af Nygade i København med blik ned mod Vimmelskaftet ca. 1880.

I 1855 blev virksomheden først overdraget til Daniels nevøer L. C. Nielsen og Peter Wilhelm Sølling og fik navnet I. D. Schmidts Eft., og derefter til L. C. Nielsens sønner Lauritz Nielsen og Charles Nielsen. De flyttede forretningen lidt længere ned ad gaden fra Nygade 6 til Vimmelskaftet 49 i 1898.

Illustration af forretningen I. D. Schmidts Eft. på Vimmelskaftet 49 i København ca. 1906.

1906 og frem

I 1906 overtog Jens Westengaard Hvidberg, som havde været i lære i forretningen siden slutningen af 1800-tallet, virksomheden og satte sit eget navn på facaden: I. W. Hvidberg. Herefter koncentrerede virksomheden sig udelukkende om kvalitetsklæde, altså finere uldtekstiler. Men hvorfor I. W. i stedet for J. W.? En forklaring kan være at bogstavstegnet J først blev indført i dansk skriftsprog på 1800-tallet, så dengang og i en periode fremad kunne tegnene I og J bruges ligevægtigt.

Gennem krise og forandring

Første verdenskrig kom men lod dansk handel forholdsvis uberørt takket være neutraliteten. I 1916 begyndte Knud Erik Hvidberg-Hansen, Jens’ nevø, som lærling i firmaet. Efter Jens’ død i 1928 førte hans datter Aase Helga Hvidberg sammen med Knud Erik traditionen videre.

Virksomheden klarede sig gennem 1930’ernes depression og de vanskelige år under Anden Verdenskrig, hvor al import fra de britiske klædemøller — dengang de vigtigste leverandører — pludselig ophørte. Lagrene måtte rationeres, og produktionen i Danmark kørte på halv kraft. Gennem et tæt samarbejde med blandt andre Brandts Klædefabrik i Odense overlevede virksomheden, og efterspørgslen steg markant efter krigens afslutning.

1950 og frem

I 1950 kom Jens Jørgen Hvidberg ind i virksomheden og blev eneejer i 1975. I 1955 flyttede forretningen til Løngangsstræde 25.

Foto af forretningen I. W. Hvidberg i Løngangsstræde 25 i København ca. 1955.

Ulrik Hvidberg, Jens Jørgen Hvidbergs søn, trådte senere ind efter uddannelse og praktikophold i Østrig, blandt andet hos Bäumler, hvor han lærte målsyning, og hos Jockey, hvor han opnåede erfaring med konstruktion af undertøj.

Da Ulrik i 2003 overtog virksomheden fra sin far, konkluderede han, at tiden var løbet fra rollen som klassisk silke- og klædegrosserer. Han udvidede sortimentet med stofkollektioner fra prestigemærker som Scabal, Bennett og Carnet og introducerede målsyede skjorter, habitter og accessories på bestilling — aktiviteter, der i dag udgør kernen i husets profil.

2025: Et nyt kapitel

I dag føres virksomhedens 245 år lange arv videre af ejer Ulrik Hvidberg i samarbejde med skræddermester Sten Martin Jonsson, som i mange år har stået bag skræddersyede løsninger til husets mest krævende kunder.

Med dyb respekt for virksomhedens historie og kompromisløse kvalitetsprincipper — og samtidig med en vilje til at skærpe og forny formsproget — formes nu et nyt kapitel for Hvidberg:

En genfortolkning af traditionelt skrædderi, præget af skandinavisk præcision og med et skarpt blik på klassisk herretøj.

1780: Virksomheden startes af Henrik Hansen Lund (f. 1757, d. 1820) i Nygade 6, København.

1820: Henrik Hansen Lunds søn Johan Christian Lund (f. 1799, d. 1875) overtager virksomheden.

1826: Josias Daniel Hansen Schmidt (f. 1801, d. 1872) overtager virksomheden.

1855: Josias Daniel Hansen Schmidts nevøer — søstersønner — L. C. Nielsen (f. 1825, d. 1908) og Peter Wilhelm Sølling (f. 1828, d. 1920) overtager virksomheden der nu får navnet J. D. Schmidts Eft..

1898: L. C. Nielsens sønner Lauritz Nielsen og Charles Nielsen overtager virksomheden og flytter den til Vimmelskaftet 49, København.


1906: Jens Westengaard Hvidberg (f. 1857, d. 1928) overtager virksomheden og ændrer virksomhedens navn til I. W. Hvidberg.

1928: Jens Westengaard Hvidbergs datter Aase Helga Hvidberg (f. 1890) og nevø — søstersøn — Knud Erik Hvidberg-Hansen (f. 1898, d. 1977) overtager virksomheden.

1955: Virksomheden flytter til Løngangsstræde 25, København.

1975: Knud Erik Hvidberg-Hansens søn Jens Jørgen Hvidberg Hansen (f. 1927, d. 2017) overtager virksomheden.

2003: Jens Jørgen Hvidberg Hansens søn Jens Ulrik Hvidberg-Hansen (f. 1961) overtager virksomheden og er dens nuværende ejer.

2025: Virksomhedens skrædderi flytter ind i Lavendelstræde 5, København.